Vi har gennem de seneste uger forsøgt at dykke ned i teenagepigemødres tanker omkring deres kroppe – og hvordan de mener, det påvirker hverdagen som mor – og deres datter.
Ifølge en spørgeskemaundersøgelse mener mødrene, at de spiller en stor rolle, når det kommer til datterens forhold til sin krop, og i denne blog åbner mødrene døren ind til tankerne bag deres samtaler om krop med døtrene. Vi spurgte dem: – Hvorfor taler du med din datter om din og hendes krop?
Læs de ærlige svar her:
“Det er svært, men vigtigt at prøve at give dem et positivt syn på kroppen”
“Jeg gerne vil hjælpe hende til at finde tilfredshed omkring hendes egen krop, samt at få fortalt, hvor forskellige alle kroppe er”
“Kroppen er naturlig, og jeg vil gerne have, at hun ved, at kroppen skal holdes ved lige, og at den falder sammen over tid, hvis man ikke gør.”
“Det er vigtigt for mig, at hun hviler i sig selv og ikke er bange for at være anderledes”
“Min datter er meget slank, og det er vigtigt, hun ikke bliver fokuseret på at blive endnu tyndere.”
“Det er vigtigt at være tryg ved at tale om noget så naturligt som kroppen”
“For at hjælpe hende godt på vej mod følelsen af at være god nok, som man er, og at alle ikke skal være ens”
“Hun har af flere omgange syntes, hun var for tyk, havde mange bumser og så videre. Det har vi snakket meget om. Både at vi alle er forskellige, og at gener spiller ind. Hun er bestemt ikke for tyk, bare helt normal til den slanke side, men pigerne i klassen sammenligner deller (hudfolder), og det tager hun meget nært.”
“Det er min opgave som forælder at skabe et positivt kropsbillede, støtte og vejlede hende”
Elverpiger, som er hule i ryggen. Troldspejlet, som snedronningen har forvrænget verden med. Ulven, der lokker Rødhætte ind i skoven.
Det vrimler med eventyrligt billedsprog, når ekspert i sociale mediers psykologiske indflydelse Morten Fenger skal fortælle, hvad de moderne medietyper gør ved os og vores teenagepiger. Heldigvis har han også gode nyheder.
Men først de dårlige.
For ifølge ham er mennesket egentlig skabt til at leve i en lille flok på savannen, hvor vi for menneskealdre siden stortrivedes. Her gav vores længsel efter anerkendelse og tilhørsforhold mening i en fasttømret gruppe, hvor vores position i hierarkiet var vigtigt for rollefordelingen.
Erfaringen er gået tabt Der er flere årsager til, at den længsel bliver voldsomt forvrænget af det moderne menneskes liv.
– For det første er internettet og sociale medier styret udefra af markedskræfterne. Her er budskabet, at du ikke er god nok. For tilfredse mennesker er dårlige forbrugere, forklarer Morten Fenger.
Desuden tager det lang tid for børn og unge at få dannet dannet sunde og livsduelige neurale netværk i hjernen og den dannelse og forberedelse til livet skal helst komme fra forældrene. For internettet er ligesom ulven i Rødhætte, der har bagtanker med sine gode råd.
– Dybest set er forældrene de eneste, som altid vil barnets bedste, slår han fast.
Sammen med forbrugssamfundet har sociale medier skabt en kultur, hvor verden ændrer sig så hurtigt, at børnene har svært ved at relatere til forældrenes liv og verdensbillede.
Dermed går forældrenes dybe og robuste erfaring tabt. Som folkeeventyrene om de famøse elverpiger, der var hule i ryggen – ligesom instagramstjernerne kan være. Eller viden om, at der er et troldspejl i os alle, som forvrænger verden. Også fraværet af Gud og tro i menneskers liv spiller ifølge Morten Fenger en rolle i forhold til den rastløshed og værdiløshed, som præger både børn og forældre.
Recepten er tid og arbejde Og så til de gode nyheder, som psykologen også har med.
Hverken eksperthatten i teenageliv eller den tykke bog omkring indviklede sociologiske systemer behøves.
Naturlighed, nytteværdi og vedvarende samtale kan ifølge Morten Fenger svække sociale mediers magt over både mødres og teenagepigers kropsfølelse. Ja, og så hængepatterne altså. Grafik: Eva Maria Jørgensen.
For at være en god mor for sin teendatter i en tid, hvor de sociale medier kun er en håndbevægelse væk, skal man i stedet håndtere sit eget behov for anerkendelse på de sociale medier. Man skal vælge at stå af ræset og stå ved den, man er.
Skønhed og glæde kan være mange ting, og man skal lægge vægt på de indre værdier og sammenhænge.
– Mor skal forklare, at hængepatter er værdifulde, fordi de er blevet sådan af at amme barnet, giver psykologen som eksempel.
Ellers er tid nøgleordet. Tid og oplevelser sammen – vel at mærke uden en telefon klistret til hånden. Man må gerne stå ved, at det er svært at holde sig fri af perfekthedsidealerne. Men kunsten ligger i at slippe facaderne. De fastholder nemlig frygten for ikke at være god nok.
Og så er det utrolig gavnligt for børn og unge at hjælpe til. Mange forældre tror, at børn ikke skal have forpligtelser hjemme. Men børn og unge vokser indvendigt af at få ansvar for ting, som er nødvendige eller nyttige for andre.
Det er ikke for sent – Alle higer jo efter fred med sig selv og gode relationer med venner og familier. Alle er dybest set bange for ikke at være gode nok, forklarer Morten Fenger.
Selvom det kan være fristende at give internettet dirigentstokken i forhold til at lade barnet få den vigtige viden, så er det altså fra forældrene, den skal overføres. Og det er ikke for sent, når hun er blevet teenager. Selvom forældrene ikke forstår alt det nye, har de ifølge psykologen en masse at byde ind med.
– Sandhederne om livet er de samme, som de altid har været. Det er bare forbruget, der driver en fortælling om konstant forandring, slår han fast.
Når børn er børn, næres de mentalt og emotionelt af at få forældrenes opmærksomhed, beskyttelse, omsorg og kærlighed. Med forældrenes kærlighed og anerkendelse bygges børnene op indefra, og børnene oplever sig selv som elskelige og værdifulde. Forældrene er dernæst rollemodel, som dagligt viser deres børn, at vi skal elske og acceptere os selv, som vi er.
Vær dig selv, og barnet lærer at være sig selv.
Når børnene bliver lidt større, begynder de som unge også at interessere sig for, om de er elskelige og værdifulde i forhold deres veninder og skolekammerater. Da de fleste unge er lidt usikre eller bange for ikke at være gode nok, så begynder den unge at interesse sig for idealbilleder af den perfekte unge. Og jo mere de ser og læser om den perfekte unge, jo mere angst og usikkerhed opbygger den unge.
Mit råd er: Du skal være sammen med din datter og hygge jer og give jer selv accept og grine af jeres fejl og mangler og forsøg på at fremstå perfekte. I skal have tilbagevendende hyggesnakke og smalltalks om det i livet, som er værdifuldt, rart og meningsfuldt. I skal snakke om, hvad din datter kan opleve som svært, og at din datter måske kan være bange for ikke at være ligeså god og perfekt som de andre.
Du skal helst bare lytte og give accept og give din datter lyst til atter at turde snakke med dig om de svære ting. Så hjælper du din datters selvværd til at heles og blive bedre. Du smitter hende faktisk med din styrke, selvtillid og åbenhed omkring at være sårbar og uperfekt.
Med venlig hilsen Morten Fenger. Ph.d i psykologi og forfatter til bogen “Når mobilen tager magten”.
Selvom brevkassesvaret kommer fra en ekspert, er svaret altid udtryk for ekspertens personlige holdning – og dermed blot ét perspektiv på sagen.
I dagens brevkasse svarer Lene Buul Christiansen, forsker ved Center for Køn, Magt og Mangfoldighed samt lektor ved Roskilde Universitet på dette spørgsmål:
Det er et ønske, som alle forældre har – at deres børn aldrig skal føle sigforkerte. Men det er ikke let at navigere imellem forskellige samfundsmæssige idealer, som vi og børnene gerne vil leve op til. To af disse er idealet om at indgyde sine børn selvværd og selvtillid og idealet om, at man skal være tynd. I dit spørgsmål hører jeg et dilemma mellem de to idealer. Og det er et meget velkendt dilemma – man vil det bedste for sit barn – men hvad er det i virkeligheden?
For det første vil jeg sige noget om sprog. Det lyder måske hårdt og overraskende. Lad være med at bruge ordet ’overvægt’. Det lyder mærkeligt, når man ikke har tænkt over det før – for normalt opfatter vi ordet ’overvægt’, som det mest neutrale medicinske ord. Men det betyder jo faktisk, at den, som bliver beskrevet som ’overvægtig’, er ’over’ det normale. Og derfor fortæller man faktisk med det sit barn, at det er unormalt.
Derfor ville jeg altid bruge ordet tyk, også selvom det føles helt forkert og nedsættende. Det er, fordi det er et ord, som er beskrivende. Der er altså ikke en nedvurdering indbygget i selve ordet. Så handler det om, at forældre, skolelærere, sundhedsplejesker og så videre lader være med at give ordet en negativ betydning, når de taler til barnet. Så bliver de i stedet nødt til at tage en snak om, hvorfor andre mennesker kan finde på at bruge ordet nedsættende.
Det kan være en svær, men måske vigtig samtale at have med barnet, fordi det også vil give dit barn nogle ideer og et sprog til at sige fra med, hvis nogen vil bruge ’tyk’ til at nedgøre det. At du er en allieret – én som ikke deltager i udskamning af deres krop.
Det næste, jeg gerne vil sige, er måske også hårdt og overraskende. Det er ikke nødvendigvis et problem, hvis dit barn er tykt. Og hvis dit formål med at ville tale med barnet om dette er, at du gerne vil sætte ind med en eller anden form for ’slanke-indsats’, så vil jeg opfordre dig til at gentænke det. Det kan nemlig sætte gang i en livslang kamp hos dit barn – en kamp, som for 95% af alle, der forsøger at tabe sig, ender i fiasko på fiasko, lavt selvværd og en krop, som har taget uigenkaldeligt skade af ’yo-yo-vægt’ og stress.
Hvis du er bekymret over dit barns sundhed, så er der til gengæld gode nyheder. Man kan godt være tyk og sund. Det handler faktisk om, at dit barn skal leve et sundt liv på samme måde som alle andre børn. Èn af de vigtigste ting er, at barnet lærer at nyde fysisk aktivitet og ikke forbinder dette med tvang eller at skulle lave om på sin krop. Når man er fysisk aktiv og følger de normale kostråd, er det ikke i sig selv et sundhedsproblem at være tyk.
Så støt dit barn i at være intuitiv (ikke restriktiv) i sit forhold til mad og til at finde fysiske aktiviteter, der bringer glæde ind i hverdagen. Tal med barnet om alt det, som det kan med sin krop, og alle de sjove ting, som er forbundet med forskellige fysiske aktiviteter. Men tal ikke om disse ting, som om de har noget at gøre med at være tyk eller tynd.
Måske bliver dit barn ved med at være tyk – det er fint! Måske bliver dit barn tyndt – det er også fint! Så længe man ikke forsøger at ændre på kroppen, vil den finde et naturligt leje, og det er måske at være tyk. Jeg vil opfordre dig til at undersøge ’vægtneutral sundhed’ – det er der skrevet en masse om, og det vil hjælpe dig til at stå imod forskellige instansers forsøg på at få dig til at ’slanke på’ dit barn.
Hvis du har et tykt barn, er din rolle som forældre at være en modvægt til den kropsudskamning, som samfundet er fyldt af, og som dit barn uundgåeligt vil møde på sin vej. Det er meget mere usundt for dit barn at opleve kropsskam, mobning og stress, end det er at være tyk. At opleve dig som en allieret – en der ikke deltager i udskamning – er den bedste ballast, du kan give dit barn. Jeg håber, at det er sådan en samtale, du vil tage.
Selvom brevkassesvaret kommer fra en ekspert, er svaret altid udtryk for ekspertens personlige holdning – og dermed blot ét perspektiv på sagen.
For forskningen bag ekspertens holdning kan podcasten Tyk og Sund og hjemmesiden ligevægt besøges.
– Jeg elsker desværre ikke min krop, for jeg har et par kilo for meget på sidebenene, skriver en mor i ”Min morkrop er flot”’s spørgeskema.
Da hun senere i spørgeskemaet bliver spurgt til hendes indflydelse på datterens selvbillede, bliver svaret næsten undskyldende:
– Jeg tror desværre ikke altid, hun har hørt mig tale pænt om min krop, og det, tror jeg, har påvirket hende.
Den selvreflektion har umiddelbart en negativ tone. Men forsker og ekspert i køn og krop fra Roskilde Universitet, Lene Bull Christiansen, ser positive takter i det.
– Det vidner om, at kvinderne er bevidste om, at det er noget, der er skadeligt for dem selv, som de ikke har lyst til at give videre til deres døtre. Det er positivt, for det viser, at de er i gang med at tage stilling til det og vil gøre noget anderledes, siger hun.
Et minefelt
Sagen er nemlig, ifølge Lene Bull Christiansen, at mødre og familier i høj grad videregiver deres kropsværdier – både med ord og handling. Og det er ikke værdier, de selv har fundet på. De bygger på generelle samfundsmæssige idéer.
Hun forklarer, at de tanker kan være et minefelt at være forælder i. For på den ene side ønsker moren måske at give kropspositive værdier videre. Men samtidig kan hun selv være fanget – både i egne idealer om at være slank – og måske også i idealerne om at have en slank datter.
Den opmuntrende nyhed er, at der er muligheder for forandring. Men den kommer ikke af sig selv.
– Man kan jo vælge aktivt at tage stilling til de her idealer og sige: “Nej, det her er jeg ikke enig i”. Man kan godt gøre det på trods af egne følelser, forklarer kønsforskeren.
Desuden kan man arbejde med at få større kærlighed til sin egen krop.
Drop slankekuren
Og selvom man ikke er færdig med den proces, kan man altså ifølge Lene Bull godt være bevidst om at give noget andet videre til næste generation. For eksempel ved at lade være med at tale om sin krop som noget, der skal fixes. Eller ved at lade være med at gå på slankekur.
– Når mor spiser broccoli til aftensmad, mens de andre spiser lasagne, så er det sådan noget, som datteren lærer af. Det er enormt tydeligt – også selvom man ikke taler om det, siger hun.
Skønhedsidealet kan man også gå til kamp mod. Lene Bull Christiansen forklarer, at der er kæmpe industrier, som lever af, at man per definition aldrig er smuk nok. Og at alle mennesker i en eller anden grad er påvirket af dem.
– Slap af i forhold til udseendet og tal i stedet om, hvad det vil sige at være menneske, foreslår hun.
