BREVKASSE: Hvordan taler jeg ærligt omkring overvægt med mit barn, uden at hun føler sig forkert, og jeg pådutter hende nogle idealer?

I dagens brevkasse svarer Lene Buul Christiansen, forsker ved Center for Køn, Magt og Mangfoldighed samt lektor ved Roskilde Universitet på dette spørgsmål: 

Det er et ønske, som alle forældre har – at deres børn aldrig skal føle sig forkerte. Men det er ikke let at navigere imellem forskellige samfundsmæssige idealer, som vi og børnene gerne vil leve op til. To af disse er idealet om at indgyde sine børn selvværd og selvtillid og idealet om, at man skal være tynd. I dit spørgsmål hører jeg et dilemma mellem de to idealer. Og det er et meget velkendt dilemma – man vil det bedste for sit barn – men hvad er det i virkeligheden?

For det første vil jeg sige noget om sprog. Det lyder måske hårdt og overraskende. Lad være med at bruge ordet ’overvægt’. Det lyder mærkeligt, når man ikke har tænkt over det før – for normalt opfatter vi ordet ’overvægt’, som det mest neutrale medicinske ord. Men det betyder jo faktisk, at den, som bliver beskrevet som ’overvægtig’, er ’over’ det normale. Og derfor fortæller man faktisk med det sit barn, at det er unormalt.

Derfor ville jeg altid bruge ordet tyk, også selvom det føles helt forkert og nedsættende. Det er, fordi det er et ord, som er beskrivende. Der er altså ikke en nedvurdering indbygget i selve ordet. Så handler det om, at forældre, skolelærere, sundhedsplejesker og så videre lader være med at give ordet en negativ betydning, når de taler til barnet. Så bliver de i stedet nødt til at tage en snak om, hvorfor andre mennesker kan finde på at bruge ordet nedsættende.

Det kan være en svær, men måske vigtig samtale at have med barnet, fordi det også vil give dit barn nogle ideer og et sprog til at sige fra med, hvis nogen vil bruge ’tyk’ til at nedgøre det. At du er en allieret – én som ikke deltager i udskamning af deres krop.

Det næste, jeg gerne vil sige, er måske også hårdt og overraskende. Det er ikke nødvendigvis et problem, hvis dit barn er tykt. Og hvis dit formål med at ville tale med barnet om dette er, at du gerne vil sætte ind med en eller anden form for ’slanke-indsats’, så vil jeg opfordre dig til at gentænke det. Det kan nemlig sætte gang i en livslang kamp hos dit barn – en kamp, som for 95% af alle, der forsøger at tabe sig, ender i fiasko på fiasko, lavt selvværd og en krop, som har taget uigenkaldeligt skade af ’yo-yo-vægt’ og stress.

Hvis du er bekymret over dit barns sundhed, så er der til gengæld gode nyheder. Man kan godt være tyk og sund. Det handler faktisk om, at dit barn skal leve et sundt liv på samme måde som alle andre børn. Èn af de vigtigste ting er, at barnet lærer at nyde fysisk aktivitet og ikke forbinder dette med tvang eller at skulle lave om på sin krop. Når man er fysisk aktiv og følger de normale kostråd, er det ikke i sig selv et sundhedsproblem at være tyk.

Så støt dit barn i at være intuitiv (ikke restriktiv) i sit forhold til mad og til at finde fysiske aktiviteter, der bringer glæde ind i hverdagen. Tal med barnet om alt det, som det kan med sin krop, og alle de sjove ting, som er forbundet med forskellige fysiske aktiviteter. Men tal ikke om disse ting, som om de har noget at gøre med at være tyk eller tynd.

Måske bliver dit barn ved med at være tyk – det er fint! Måske bliver dit barn tyndt – det er også fint! Så længe man ikke forsøger at ændre på kroppen, vil den finde et naturligt leje, og det er måske at være tyk. Jeg vil opfordre dig til at undersøge ’vægtneutral sundhed’ – det er der skrevet en masse om, og det vil hjælpe dig til at stå imod forskellige instansers forsøg på at få dig til at ’slanke på’ dit barn.

Hvis du har et tykt barn, er din rolle som forældre at være en modvægt til den kropsudskamning, som samfundet er fyldt af, og som dit barn uundgåeligt vil møde på sin vej. Det er meget mere usundt for dit barn at opleve kropsskam, mobning og stress, end det er at være tyk. At opleve dig som en allieret – en der ikke deltager i udskamning – er den bedste ballast, du kan give dit barn. Jeg håber, at det er sådan en samtale, du vil tage. 

Selvom brevkassesvaret kommer fra en ekspert, er svaret altid udtryk for ekspertens personlige holdning – og dermed blot ét perspektiv på sagen.

For forskningen bag ekspertens holdning kan podcasten Tyk og Sund og hjemmesiden ligevægt besøges.