BREVKASSE: Hvordan løfter man bedst humøret på en seriøst teenage-sur prinsesse?

Kære mor

Måske du skal starte med at forsøge at finde frem til en årsag. Du skal huske dig selv på, at du, som mor, ikke kan/skal fixe alt. Du skal spørge ind til, om hun ønsker hjælp eller er interesseret i at ændre sit humør. Hvis svaret er NEJ, så respekter det. Fortæl, at du gerne vil hjælpe/lytte, når hun er klar. Det nytter ikke noget at forsøge at løfte humøret, når hun ikke er medspiller på ideen. 

Hvis hun derimod siger JA, så grib muligheden! Hver gang din teen byder ind til nærvær, skal du prioritere hende. Hjælp hende med at italesætte hvad hun kunne have brug for. Hjælp hende på vej med følgende spørgsmål; Hvad tænker du? Hvad føler du? Hvad synes du? 

Til tider er der ikke årsager til teenage-surhed – og det skal vi, som forældre, også kunne rumme. De unge har mange tanker, bekymringer, forventninger og ønsker. De trænger også til et frirum, hvor de har muligheden for bare at være i deres følelser.

Følelser er aldrig forkerte – og vi skal ikke fixe alt. Den bedste måde er at give hende værktøjer, som hun kan anvende, når hun bliver vred, sur, trist, ked med mere. Giv hende hjælp til selvhjælp.

Med venlig hilsen
Amy Doherty Jönsson. Lærer, NLP coach og ejer af hjemmesiden Teenagementor, hvor hun arbejder målrettet med at styrke teenageres selvværd samt holder foredrag og kurser.

Selvom brevkassesvaret kommer fra en ekspert, er svaret altid udtryk for ekspertens personlige holdning – og dermed blot ét perspektiv på sagen.