BLOG: Fem råd til at hjælpe din teendatter til større kropskærlighed

Hvordan bidrager man selv til sin datters gode følelse omkring egen krop? Det er ikke altid så let at gennemskue, hvad der skal til – især ikke, fordi vi alle bliver fanget i roller og rutiner i hverdagen.

Amy Doherty Jönsson er lærer, NLP coach og står bag hjemmesiden Teenagementor. Hun arbejder med forløb, hvor hun styrker teenageres selvværd og holder desuden kurser og foredrag.

Her giver hun i form af fem gode råd en lup, som du kan putte på dit eget liv. Så kan du se, hvor der mangler sammenhæng mellem det, du vil, og det, du gør, når du vil styrke din datters positive øjne på egen krop.

1. Vær det gode forbillede

Din teenagedatter spejler sig i dig. Hvis du konstant er på slankekur, taler dig selv ned, jagter “dit yngre jeg”, så ser din datter dine usikkerheder, men kan ikke gennemskue dem, så hun kopierer dig.

Blandt andet sådan gives dårligt selvværd videre til næste generation. 

2. Vær meget opmærksom på, hvordan du bruger filter på SoMe

Teenagere hader dobbeltmoral – især fra forældre.

Det vil sige, at når du prædiker om hvor naturlig smuk din datter er – uden brug for silikone og botox, så tjek ind hos dig selv.

Hvilke billeder poster du? Hvilke filtre bruger du? Hvordan passer dine signaler sammen med det du siger?

3. Drop det perfekte.

Lad os ALLE blive enige om, at det perfekte findes ikke.

Vær tilfreds med din krop. Drop at stræbe efter en bestemt tøjstørrelse, lykken kommer indefra. Få styr på dine værdier.

4. Elsk dig selv i modgang og medgang

Vis din teenagedatter, at du også kan have “dårlige perioder”, men at det er naturligt og helt ok. Kunsten er, at lære at rejse sig igen og komme videre.

Teenagepiger bruger meget krudt på at afkode deres mødre. For eksempel: “Jeg kan se at hendes øjne er triste, men jeg har spurgt hende mange gange “hvad er der i vejen” – svaret bliver, som altid – “ikke noget – jeg har det fint”.”

Det skaber utryghed ikke at vide hvor man har sin mor og de unge lærer at man skal “fornægte/ eller kæmpe i tavshed”.

5. Hep på dig selv og andre

Vi kvinder skal heppe mere på hinanden – og ikke fejlfinde. Jeg er træt af, at piger bliver dømt som dominerende, bestemmende, for følsomme eller dramaqueens.

Hvad med at erstatte ordene med at være ambitiøs, autentiske og målbevidste piger.

Vis din datter, at du godt kan have respekt for andre kvinder, og at du også godt kan blive inspireret af andre mødre. Hep for fanden OGSÅ på dig selv – parkér Janteloven!