En mor har sendt følgende spørgsmål til brevkassen:

Min datter var gennem cirka 4 måneder udsat for grooming og hurtcore. Hun var på daværende tidspunkt 14 år. Hun fik gennem dette et “ pornoficeret” forhold til sexualitet med i bagagen. (Jeg tror, det har været både meget ydmygende, men samtidig også lystfyldt med deraf følgende skam.

Nu to år efter kan jeg se, at hun på en eller anden måde stadig stadig hænger i traumet forstået på den måde, at hun er tiltrukket af SM-agtige temaer. Jeg tænker der er noget tvangsmæssigt over det. At hun har opgivet en mere (for hendes alder) naturlig undersøgende sexualitet, hvor man fjumrer lidt i det med jævnaldrende.

Hun agerer sexuelt udfordrende, og jeg får en fornemmelse af at det er forbundet til hendes tidligere oplevelse. Jeg kan jo sige, ligeså tosset jeg vil, at sex er og skal helst være forbundet med ligeværdighed og respekt. Men hvis anerkendelse søges igennem sexualiteten, hvad så?

Kan jeg på nogen måde hjælpe hende uden at gøre hende forkert?

Psykolog og børnefaglig rådgiver i Red Barnet, Ane Lemche, svarer her:

Kære mor

Tak for dit spørgsmål. Det lyder som en rigtig ubehagelig situation, du og din datter står i, og jeg kan godt forstå, at du gerne vil hjælpe hende.

De mekanismer, der former vores seksualitet, er meget komplicerede, og de skyldes sjældent én ting. Det er dog bestemt muligt, at grooming eller krænkelser som barn kan påvirke den måde, ens seksualitet og lyst udfolder sig på, og det kan også give traumelignende eller andre psykologiske udfordringer, der påvirker den måde, man er sammen med andre på – også seksuelt.

Det er godt, at du er opmærksom på ikke at gøre hende forkert. Vær åben, nysgerrig og ikke-dømmende. Teenagere kan i forvejen have meget sårbart selvværd, og der skal ikke så meget til, før de tror, at man som forældre synes, de er forkerte. Hvis din datter tror, at du ”bare” vil have hende til at ændre sig, så er der risiko for, at hun helt holder op med at høre efter, fordi hun ikke føler sig forstået.

Mit bedste råd til dig er, at du skal værne om den gode relation til din datter. For at få en fornemmelse af, hvor bekymret, du måske bør være, kan du måske overveje, hvordan du overhovedet ved, at hun undersøger S/M: Er det fordi hun fortæller dig det? Hvorfor gør hun det? Er det for at bede om hjælp, provokere, eller bare fordi I har et meget nært forhold, hvor hun føler sig tryg til at betro dig sådan noget?

Det er lidt usædvanligt, at en 16-årig taler i detaljer med sin mor om sex. De fleste teenagere har en privat grænse, og deler sjældent sådanne emner med deres forældre. Er hun begejstret og glad for sin interesse eller virker hun ked af det eller presset? Eller måske for overgearet, som om hun ikke stopper op og mærker sig selv?

Hvis hun ikke selv synes, der er noget problem, så vil det nok være meget svært for dig at få hende med til en psykolog, selv hvis du tror, hun kunne have behov for det. En del forældre har i sådanne situation selv gavn af at få nogle samtaler med en professionel. Der kan du få mere nær rådgivning i, hvordan du støtter din datter.

Du kan finde en privatpraktiserende psykolog eller spørge din kommunes familieafdeling, om din kommune tilbyder rådgivning til forældre. En anden mulighed er at kontakte Sexlinien for unge her på sexlinien.dk.

Med de bedste ønsker for dig og din datter,

Ane Lemche, psykolog og børnefaglig rådgiver i Red Barnet

Selvom brevkassesvaret kommer fra en ekspert, er svaret altid udtryk for ekspertens personlige holdning – og dermed blot ét perspektiv på sagen.

Brevkassen har modtaget følgende spørgsmål:

Min datter på 13 år, har en bedste ven. De sover sammen cirka hver anden måned, enten selv – eller sammen med flere. (De er en flok gode venner i klassen.)

Jeg har spurgt om de er kærester, nej. Jeg har spurgt, om de er begyndt at kysse i klassen. Nogle er, men ikke min datter.

Hvordan snakker jeg bedst med hende, om hendes grænser, mulighed for at sige fra, hvad “at kæle for hinanden” betyder og indebærer? Uden at give hende ideen om, at hun burde være klar? For jeg føler ikke, hun er der endnu (eller også er jeg ikke).

Er det ikke relevant endnu og burde jeg vente, eller skal jeg lukke op for emnet?

Sexolog, selvværdsterapeut samt parterapeut Anja Madsen svarer:

Kære mor til 13-årig.

Din datter har en alder, hvor hormonerne begynder at røre på sig, hvis ikke de allerede har gjort det et stykke tid.

Det lyder som om, du har en god dialog med din datter, og at hun er åben for at svare på dine spørgsmål.

Du er ikke alene om at synes, at det kan være svært at finde balancen for hvor meget og hvor lidt, man som forældre skal ”blande sig”.

Men jeg synes bestemt, at det er relevant at lukke op for emnet. En god indfaldsvinkel til en snak kan være at tage udgangspunkt i, at nogle er begyndt at kysse.

Du kan også overveje at dele nogle af dine egne erfaringer og hvad, du ville have ønsket, at du havde vidst dengang. Følte du dig presset? Overskred du dine egne grænser, fordi du ikke følte, at du måtte sige fra? Hvad ville du ønske, at din mor havde fortalt dig og hvorfor?

Nogle gange kan det, som forældre, være svært at spørge, fordi man måske ikke selv er klar til at høre svaret.

Prøv at tale med hende om, at hvis noget føles forkert, så er det ALTID okay at sige fra. Uanset hvad.

De unge er nysgerrige, de eksperimenterer og mange har meget mere viden om sex, end vi havde. Men de skal støttes i, at det skal føles dejligt! Det, de ser på nettet, handler desværre sjældent om følelser, men om at præstere eller gøre det ”rigtigt”, selvom det måske føles forkert.

Prøv at skabe et rum, hvor hun føler sig tryg i forhold til at dele tanker og bekymringer.

Jo mere naturlig du selv er omkring emnet, jo lettere vil det være for din datter.

Lidt om mig

Jeg hedder Anja Madsen og arbejder som parterapeut, sexolog og selvværdsterapeut. Jeg er 49 år og mor til fire børn, som har bidraget til, at mit liv aldrig er kedeligt.

I mit arbejde hjælper jeg mennesker med at forstå, hvilke uhensigtsmæssige mønstre der spænder ben for dem både på et personligt plan, men også i deres relationer med andre.

Jeg ved ikke, hvad der er rigtigt for de mennesker, jeg arbejder med, men gennem terapien guider jeg dem, så de finder ind til sig selv og bliver bevidste om egne behov og til at sætte ord på dem.

Anja Madsen kan findes på Anjamadsen.dk.

Selvom brevkassesvaret kommer fra en ekspert, er svaret altid udtryk for ekspertens personlige holdning – og dermed blot ét perspektiv på sagen

Kære mor

Måske du skal starte med at forsøge at finde frem til en årsag. Du skal huske dig selv på, at du, som mor, ikke kan/skal fixe alt. Du skal spørge ind til, om hun ønsker hjælp eller er interesseret i at ændre sit humør. Hvis svaret er NEJ, så respekter det. Fortæl, at du gerne vil hjælpe/lytte, når hun er klar. Det nytter ikke noget at forsøge at løfte humøret, når hun ikke er medspiller på ideen. 

Hvis hun derimod siger JA, så grib muligheden! Hver gang din teen byder ind til nærvær, skal du prioritere hende. Hjælp hende med at italesætte hvad hun kunne have brug for. Hjælp hende på vej med følgende spørgsmål; Hvad tænker du? Hvad føler du? Hvad synes du? 

Til tider er der ikke årsager til teenage-surhed – og det skal vi, som forældre, også kunne rumme. De unge har mange tanker, bekymringer, forventninger og ønsker. De trænger også til et frirum, hvor de har muligheden for bare at være i deres følelser.

Følelser er aldrig forkerte – og vi skal ikke fixe alt. Den bedste måde er at give hende værktøjer, som hun kan anvende, når hun bliver vred, sur, trist, ked med mere. Giv hende hjælp til selvhjælp.

Med venlig hilsen
Amy Doherty Jönsson. Lærer, NLP coach og ejer af hjemmesiden Teenagementor, hvor hun arbejder målrettet med at styrke teenageres selvværd samt holder foredrag og kurser.

Selvom brevkassesvaret kommer fra en ekspert, er svaret altid udtryk for ekspertens personlige holdning – og dermed blot ét perspektiv på sagen.

Brevkassen har modtaget spørgsmålet:

Hvordan møder jeg min teenagedatters udfordrende kropsudtryk (f.eks. seksualiserende) på en måde, hvor jeg ikke kritiserer hende? Jeg oplever det f.eks. som værende forbundet med angst, at lade min datter gå i byen megaudfordrende klædt. Hvad gør jeg??

Rikke Bennekou, sexolog og forfatter til blandt andet teenagebogen: “Kærlighed, kildevand og kaos” svarer her:

At være forælder til en teenager kan på mange måder være udfordrende. Ofte bliver der eksperimenteret og prøvet grænser af både i forhold til sig selv, samfundet og forældrene. Blandt andet igennem tøjstil som en del af et kropsligt udtryk. Alt sammen for at finde frem til sin egen identitet.  

I takt med kvindefrigørelsen er det at gå i lige præcis det tøj, man har lyst til, også blevet at et signal om personlig frihed i vores samfund og kultur, hvor også Metoo-bevægelsen har været med til at sætte et vigtigt fokus på, at piger og kvinders måde at klæde sig på ikke er ensbetydende med seksuel villighed, og at det automatisk ikke er lig med et samtykke.

Men når det kommer til vores børn og unge, er det stadig vigtigt både at spørge ind til deres valg og at sætte grænser for dem for dermed at passe på dem. Samtidig er det også vigtigt at være opmærksom på, om det udfordrende tøj kan være udtryk for en dybereliggende og uhensigtsmæssig adfærd, som kan handle om et ønske om at tiltrække det modsatte køn. Og at det kan være en måde at ”sælge sig selv på” for eksempel i håbet om at blive set og få opmærksomhed fra det modsatte køn, men hvor den unge ikke er i stand til at overskue, at det kan ende i en seksuel relation, som slet ikke var tilsigtet.

Nu ved jeg jo ikke, hvor gammel din datter er – udover at hun er teenager. Er hun i den yngre ende af teenageårene er det nemmere at sætte grænsen for, hvad hun må have på af tøj, men jo ældre hun er, kan det være svært at sætte sig igennem som forælder. Men ikke desto mere er det stadig nødvendigt.

Heldigvis kan jeg læse ud fra dit brev, at du ikke ønsker at kritisere hende. Det er et vigtigt udgangspunkt, for hvis hun får en følelse af, at du ikke er ude på at kritisere hende, så vil hun have nemmere ved at åbne for din bekymring.

Jeg vil derfor råde dig til at tage snakken med hende på et tidspunkt, hvor I har god tid, og hvor der i forvejen er en god og afslappet stemning. Fortæl hende, at det netop ikke er for at kritisere hende, og at vi jo i princippet alle kan gå klædt, som vi har lyst til, men at vi bliver nødt til at tænke over, at vi med det tøj, vi vælger at have på, automatisk sender nogle signaler ud, som kan være uhensigtsmæssige.

Vis hende nysgerrighed ved at spørge ind til, hvorfor hun vælger at tage det tøj på, hun gør, når hun går i byen, og fortæl hende, at du bliver bekymret over det tøj, hun vælger at tage på, og at du fortæller hende det, fordi du egentlig bare gerne vil passe på hende.

Forhåbentlig kan du på den måde gå i en dialog med hende, hvor hun også får mulighed for at tænke over og give udtryk for hendes valg af tøj samtidig med, at du får udtrykt din egen bekymring. Gå på nettet sammen med hende og kig på tøj, kig i modeblade, reklamer eller gå i alderssvarende modebutikker og vær nysgerrig på det tøj, der er og snak med hende om det undervejs. Måske I herefter sammen kan finde en tøjstil, som er hende, men hvor den netop ikke har et seksualiseret udtryk.

Jeg håber, I kan få en god snak om det, så din datter lærer at passe på sig selv, og at du på den måde kan slippe din angst og bekymring.

Kærlig hilsen

Rikke Bennekou, sexolog og forfatter.

Selvom brevkassesvaret kommer fra en ekspert, er svaret altid udtryk for ekspertens personlige holdning – og dermed blot ét perspektiv på sagen

Når børn er børn, næres de mentalt og emotionelt af at få forældrenes opmærksomhed, beskyttelse, omsorg og kærlighed. Med forældrenes kærlighed og anerkendelse bygges børnene op indefra, og børnene oplever sig selv som elskelige og værdifulde. Forældrene er dernæst rollemodel, som dagligt viser deres børn, at vi skal elske og acceptere os selv, som vi er.

Vær dig selv, og barnet lærer at være sig selv. 

Når børnene bliver lidt større, begynder de som unge også at interessere sig for, om de er elskelige og værdifulde i forhold deres veninder og skolekammerater. Da de fleste unge er lidt usikre eller bange for ikke at være gode nok, så begynder den unge at interesse sig for idealbilleder af den perfekte unge. Og jo mere de ser og læser om den perfekte unge, jo mere angst og usikkerhed opbygger den unge. 

Mit råd er: Du skal være sammen med din datter og hygge jer og give jer selv accept og grine af jeres fejl og mangler og forsøg på at fremstå perfekte. I skal have tilbagevendende hyggesnakke og smalltalks om det i livet, som er værdifuldt, rart og meningsfuldt. I skal snakke om, hvad din datter kan opleve som svært, og at din datter måske kan være bange for ikke at være ligeså god og perfekt som de andre.

Du skal helst bare lytte og give accept og give din datter lyst til atter at turde snakke med dig om de svære ting. Så hjælper du din datters selvværd til at heles og blive bedre. Du smitter hende faktisk med din styrke, selvtillid og åbenhed omkring at være sårbar og uperfekt.   

Med venlig hilsen
Morten Fenger. Ph.d i psykologi og forfatter til bogen “Når mobilen tager magten”.

Selvom brevkassesvaret kommer fra en ekspert, er svaret altid udtryk for ekspertens personlige holdning – og dermed blot ét perspektiv på sagen.

I dagens brevkasse svarer Lene Buul Christiansen, forsker ved Center for Køn, Magt og Mangfoldighed samt lektor ved Roskilde Universitet på dette spørgsmål: 

Det er et ønske, som alle forældre har – at deres børn aldrig skal føle sig forkerte. Men det er ikke let at navigere imellem forskellige samfundsmæssige idealer, som vi og børnene gerne vil leve op til. To af disse er idealet om at indgyde sine børn selvværd og selvtillid og idealet om, at man skal være tynd. I dit spørgsmål hører jeg et dilemma mellem de to idealer. Og det er et meget velkendt dilemma – man vil det bedste for sit barn – men hvad er det i virkeligheden?

For det første vil jeg sige noget om sprog. Det lyder måske hårdt og overraskende. Lad være med at bruge ordet ’overvægt’. Det lyder mærkeligt, når man ikke har tænkt over det før – for normalt opfatter vi ordet ’overvægt’, som det mest neutrale medicinske ord. Men det betyder jo faktisk, at den, som bliver beskrevet som ’overvægtig’, er ’over’ det normale. Og derfor fortæller man faktisk med det sit barn, at det er unormalt.

Derfor ville jeg altid bruge ordet tyk, også selvom det føles helt forkert og nedsættende. Det er, fordi det er et ord, som er beskrivende. Der er altså ikke en nedvurdering indbygget i selve ordet. Så handler det om, at forældre, skolelærere, sundhedsplejesker og så videre lader være med at give ordet en negativ betydning, når de taler til barnet. Så bliver de i stedet nødt til at tage en snak om, hvorfor andre mennesker kan finde på at bruge ordet nedsættende.

Det kan være en svær, men måske vigtig samtale at have med barnet, fordi det også vil give dit barn nogle ideer og et sprog til at sige fra med, hvis nogen vil bruge ’tyk’ til at nedgøre det. At du er en allieret – én som ikke deltager i udskamning af deres krop.

Det næste, jeg gerne vil sige, er måske også hårdt og overraskende. Det er ikke nødvendigvis et problem, hvis dit barn er tykt. Og hvis dit formål med at ville tale med barnet om dette er, at du gerne vil sætte ind med en eller anden form for ’slanke-indsats’, så vil jeg opfordre dig til at gentænke det. Det kan nemlig sætte gang i en livslang kamp hos dit barn – en kamp, som for 95% af alle, der forsøger at tabe sig, ender i fiasko på fiasko, lavt selvværd og en krop, som har taget uigenkaldeligt skade af ’yo-yo-vægt’ og stress.

Hvis du er bekymret over dit barns sundhed, så er der til gengæld gode nyheder. Man kan godt være tyk og sund. Det handler faktisk om, at dit barn skal leve et sundt liv på samme måde som alle andre børn. Èn af de vigtigste ting er, at barnet lærer at nyde fysisk aktivitet og ikke forbinder dette med tvang eller at skulle lave om på sin krop. Når man er fysisk aktiv og følger de normale kostråd, er det ikke i sig selv et sundhedsproblem at være tyk.

Så støt dit barn i at være intuitiv (ikke restriktiv) i sit forhold til mad og til at finde fysiske aktiviteter, der bringer glæde ind i hverdagen. Tal med barnet om alt det, som det kan med sin krop, og alle de sjove ting, som er forbundet med forskellige fysiske aktiviteter. Men tal ikke om disse ting, som om de har noget at gøre med at være tyk eller tynd.

Måske bliver dit barn ved med at være tyk – det er fint! Måske bliver dit barn tyndt – det er også fint! Så længe man ikke forsøger at ændre på kroppen, vil den finde et naturligt leje, og det er måske at være tyk. Jeg vil opfordre dig til at undersøge ’vægtneutral sundhed’ – det er der skrevet en masse om, og det vil hjælpe dig til at stå imod forskellige instansers forsøg på at få dig til at ’slanke på’ dit barn.

Hvis du har et tykt barn, er din rolle som forældre at være en modvægt til den kropsudskamning, som samfundet er fyldt af, og som dit barn uundgåeligt vil møde på sin vej. Det er meget mere usundt for dit barn at opleve kropsskam, mobning og stress, end det er at være tyk. At opleve dig som en allieret – en der ikke deltager i udskamning – er den bedste ballast, du kan give dit barn. Jeg håber, at det er sådan en samtale, du vil tage. 

Selvom brevkassesvaret kommer fra en ekspert, er svaret altid udtryk for ekspertens personlige holdning – og dermed blot ét perspektiv på sagen.

For forskningen bag ekspertens holdning kan podcasten Tyk og Sund og hjemmesiden ligevægt besøges.