Hvordan bidrager man selv til sin datters gode følelse omkring egen krop? Det er ikke altid så let at gennemskue, hvad der skal til – især ikke, fordi vi alle bliver fanget i roller og rutiner i hverdagen.

Amy Doherty Jönsson er lærer, NLP coach og står bag hjemmesiden Teenagementor. Hun arbejder med forløb, hvor hun styrker teenageres selvværd og holder desuden kurser og foredrag.

Her giver hun i form af fem gode råd en lup, som du kan putte på dit eget liv. Så kan du se, hvor der mangler sammenhæng mellem det, du vil, og det, du gør, når du vil styrke din datters positive øjne på egen krop.

1. Vær det gode forbillede

Din teenagedatter spejler sig i dig. Hvis du konstant er på slankekur, taler dig selv ned, jagter “dit yngre jeg”, så ser din datter dine usikkerheder, men kan ikke gennemskue dem, så hun kopierer dig.

Blandt andet sådan gives dårligt selvværd videre til næste generation. 

2. Vær meget opmærksom på, hvordan du bruger filter på SoMe

Teenagere hader dobbeltmoral – især fra forældre.

Det vil sige, at når du prædiker om hvor naturlig smuk din datter er – uden brug for silikone og botox, så tjek ind hos dig selv.

Hvilke billeder poster du? Hvilke filtre bruger du? Hvordan passer dine signaler sammen med det du siger?

3. Drop det perfekte.

Lad os ALLE blive enige om, at det perfekte findes ikke.

Vær tilfreds med din krop. Drop at stræbe efter en bestemt tøjstørrelse, lykken kommer indefra. Få styr på dine værdier.

4. Elsk dig selv i modgang og medgang

Vis din teenagedatter, at du også kan have “dårlige perioder”, men at det er naturligt og helt ok. Kunsten er, at lære at rejse sig igen og komme videre.

Teenagepiger bruger meget krudt på at afkode deres mødre. For eksempel: “Jeg kan se at hendes øjne er triste, men jeg har spurgt hende mange gange “hvad er der i vejen” – svaret bliver, som altid – “ikke noget – jeg har det fint”.”

Det skaber utryghed ikke at vide hvor man har sin mor og de unge lærer at man skal “fornægte/ eller kæmpe i tavshed”.

5. Hep på dig selv og andre

Vi kvinder skal heppe mere på hinanden – og ikke fejlfinde. Jeg er træt af, at piger bliver dømt som dominerende, bestemmende, for følsomme eller dramaqueens.

Hvad med at erstatte ordene med at være ambitiøs, autentiske og målbevidste piger.

Vis din datter, at du godt kan have respekt for andre kvinder, og at du også godt kan blive inspireret af andre mødre. Hep for fanden OGSÅ på dig selv – parkér Janteloven!  

Det kan være svært at give et positivt kropsforhold videre til sine teengagedøtre, når man selv døjer med negative kropstanker. Med tre teenagedøtre og en krop, der ikke længere er ung og tynd, kender 45-årige Marianne Dalsjø Fontana godt den udfordring. 

– Ej mor, du behøver altså ikke veje din mad, du ser virkelig godt ud, som du er.

Ordene rammer hårdt. For inderst inde ved Marianne Dalsjø Fontana jo godt, at hun ikke burde stå og veje aftensmaden foran sine døtre. Men lige så hurtigt, som mængden af kulhydrater på køkkenvægten løber løbsk, lige så hurtigt er badevægtens tal også steget. 15 kilo på to år. Det er hvor meget, hun har taget på, og netop årsagen til, hun er begyndt at veje sin mad. 

Udadtil virker Marianne som en ægte powerkvinde. Tre skønne børn, et godt job og gennemslagskraftig. Hun går i stramme læderbukser og nedringede kjoler, hvis det er det, hun er i humør til. Også selvom der måske nu er 15 kilo mere, end hun kunne tænke sig. Men på trods af den umiddelbart hårde og selvstændige facade, ligger der alligevel en vis usikkerhed gemt i kulissen. 

To kolleger påtaler, at en medarbejder nupper endnu et stort stykke af fredagskagen. Marianne sidder ved siden af og genovervejer nu sin egen omgang nummer to, som hun ellers havde lagt an til. Hvad tænker kollegerne så ikke om hende, hvis hun tager et stykke til? 

Ung og smuk

Som ung så Marianne rigtig godt ud, hvis hun selv skal sige det. Hun fik ofte opmærksomhed – og meget af det endda. Komplimenter til både hende og hendes store bryster var langt fra enkeltstående tilfælde. Et udseende, hun mindes tog lidt for meget fokus, men som der også var en bonusgevinst ved. 

– Jeg vil da også indrømme, at jeg har udnyttet det en del i mine unge dage. Det er der ingen tvivl om. Jeg har været bartender i rigtig mange år, fortæller hun og griner lidt. 

Men mens tiden er gået, jobbet er blevet et andet, og der er kommet børn til verden, er det som om, at ungdommens selvsikkerhed er blevet lagt på hylden. 

– Jo ældre jeg bliver, så jo mere kan jeg mærke, at når jeg tager på i vægt, daler mit selvværd, fordi jeg føler, det er min egen skyld, at jeg har taget på.

Selvom kroppen ikke helt er, hvad den har været, er det vigtigt for hende at understrege, at hun stadigvæk har perioder, hvor hun føler sig lækker. 

Som mor så datter

Med to teenagedøtre på henholdsvis 13 og 19 år, og en tredje datter, der med hastige skridt nærmer sig teenageårene, er der mange hormoner og humørsvingninger, der skal tackles i hjemmet i Esbjerg. Også når det kommer til selvtillid.  

For lige netop på det parameter, er det som om, at den ældste datter har arvet noget fra moderen. Selvom hun er ung, smuk og har langt rødt hår, er der nemlig ting ved kroppen, hun er utilfreds med. 

– Mor hvorfor har jeg ikke fået nogle bryster, når du har så store bryster, spørger datteren.  

– Ej, det skal du altså ikke være ked af. Til gengæld har du fået jordens flotteste bagdel. Og at have store bryster kan også være træls nogle gange.

Og det er ikke den eneste gang, det har været nødvendigt at give døtrene positive bemærkninger med på vejen. Flere gange har Marianne nemlig forsøgt at rose sine børn til mere selvtillid. Men det er ikke altid lige let, når hun selv kæmper sig op af selvtillidsbakken. 

Når ordene bare flyver ud

– Kæft min røv er stor i de bukser her!

Udbrud som disse kommer af og til hos familien Dalsjø Fontana. For selvom Marianne godt er klar over, at negative kommentarer om hendes eget udseende og vejning af aftensmaden ikke nødvendigvis giver den bedste kropsopfattelse videre til børnene, så ‘flyver ordene bare ud’, som hun selv forklarer det. 

Ifølge forsker og ekspert i køn og krop ved Roskilde Universitet, Lene Bull Christiansen er det rigtigt, når Marianne Dalsjø Fontanas oplever, at hun med ord og handling giver et problematisk kropsforhold videre. 

– Når mor spiser broccoli til aftensmad, mens de andre spiser lasagne, så er det sådan noget, som datteren lærer af. Det er enormt tydeligt – også selvom man ikke taler om det, siger hun

Tanden bliver da også hamret lidt ekstra hårdt ind i læben, hver gang de negativt ladede bemærkninger stryger ud gennem munden på Marianne. Hun ved godt, det er forkert. 

– Jeg fortryder det hver gang. Men det er klart, det er svært at skjule, hvis man har en dag, hvor man er særlig utilfreds med sig selv.

Elverpiger, som er hule i ryggen. Troldspejlet, som snedronningen har forvrænget verden med. Ulven, der lokker Rødhætte ind i skoven.

Det vrimler med eventyrligt billedsprog, når ekspert i sociale mediers psykologiske indflydelse Morten Fenger skal fortælle, hvad de moderne medietyper gør ved os og vores teenagepiger. Heldigvis har han også gode nyheder.

Men først de dårlige.

For ifølge ham er mennesket egentlig skabt til at leve i en lille flok på savannen, hvor vi for menneskealdre siden stortrivedes. Her gav vores længsel efter anerkendelse og tilhørsforhold mening i en fasttømret gruppe, hvor vores position i hierarkiet var vigtigt for rollefordelingen.

Erfaringen er gået tabt
Der er flere årsager til, at den længsel bliver voldsomt forvrænget af det moderne menneskes liv.

– For det første er internettet og sociale medier styret udefra af markedskræfterne. Her er budskabet, at du ikke er god nok. For tilfredse mennesker er dårlige forbrugere, forklarer Morten Fenger.

Desuden tager det lang tid for børn og unge at få dannet dannet sunde og livsduelige neurale netværk i hjernen og den dannelse og forberedelse til livet skal helst komme fra forældrene. For internettet er ligesom ulven i Rødhætte, der har bagtanker med sine gode råd.

– Dybest set er forældrene de eneste, som altid vil barnets bedste, slår han fast.

Sammen med forbrugssamfundet har sociale medier skabt en kultur, hvor verden ændrer sig så hurtigt, at børnene har svært ved at relatere til forældrenes liv og verdensbillede.

Dermed går forældrenes dybe og robuste erfaring tabt. Som folkeeventyrene om de famøse elverpiger, der var hule i ryggen – ligesom instagramstjernerne kan være. Eller viden om, at der er et troldspejl i os alle, som forvrænger verden.
Også fraværet af Gud og tro i menneskers liv spiller ifølge Morten Fenger en rolle i forhold til den rastløshed og værdiløshed, som præger både børn og forældre.

Recepten er tid og arbejde
Og så til de gode nyheder, som psykologen også har med.

Hverken eksperthatten i teenageliv eller den tykke bog omkring indviklede sociologiske systemer behøves.

For at være en god mor for sin teendatter i en tid, hvor de sociale medier kun er en håndbevægelse væk, skal man i stedet håndtere sit eget behov for anerkendelse på de sociale medier. Man skal vælge at stå af ræset og stå ved den, man er.

Skønhed og glæde kan være mange ting, og man skal lægge vægt på de indre værdier og sammenhænge.

– Mor skal forklare, at hængepatter er værdifulde, fordi de er blevet sådan af at amme barnet, giver psykologen som eksempel.

Ellers er tid nøgleordet.  Tid og oplevelser sammen – vel at mærke uden en telefon klistret til hånden. Man må gerne stå ved, at det er svært at holde sig fri af perfekthedsidealerne. Men kunsten ligger i at slippe facaderne. De fastholder nemlig frygten for ikke at være god nok. 

Og så er det utrolig gavnligt for børn og unge at hjælpe til. Mange forældre tror, at børn ikke skal have forpligtelser hjemme. Men børn og unge vokser indvendigt af at få ansvar for ting, som er nødvendige eller nyttige for andre.

Det er ikke for sent 
– Alle higer jo efter fred med sig selv og gode relationer med venner og familier. Alle er dybest set bange for ikke at være gode nok, forklarer Morten Fenger.

Selvom det kan være fristende at give internettet  dirigentstokken i forhold til at lade barnet få den vigtige viden, så er det altså fra forældrene, den skal overføres. Og det er ikke for sent, når hun er blevet teenager. Selvom forældrene ikke forstår alt det nye, har de ifølge psykologen en masse at byde ind med.

– Sandhederne om livet er de samme, som de altid har været. Det er bare forbruget, der driver en fortælling om konstant forandring, slår han fast.

– Jeg elsker desværre ikke min krop, for jeg har et par kilo for meget på sidebenene, skriver en mor i ”Min morkrop er flot”’s spørgeskema.

Da hun senere i spørgeskemaet bliver spurgt til hendes indflydelse på datterens selvbillede, bliver svaret næsten undskyldende:

– Jeg tror desværre ikke altid, hun har hørt mig tale pænt om min krop, og det, tror jeg, har påvirket hende.

Den selvreflektion har umiddelbart en negativ tone. Men forsker og ekspert i køn og krop fra Roskilde Universitet, Lene Bull Christiansen, ser positive takter i det.

– Det vidner om, at kvinderne er bevidste om, at det er noget, der er skadeligt for dem selv, som de ikke har lyst til at give videre til deres døtre. Det er positivt, for det viser, at de er i gang med at tage stilling til det og vil gøre noget anderledes, siger hun.

Et minefelt
Sagen er nemlig, ifølge Lene Bull Christiansen, at mødre og familier i høj grad videregiver deres kropsværdier – både med ord og handling. Og det er ikke værdier, de selv har fundet på. De bygger på generelle samfundsmæssige idéer.

Hun forklarer, at de tanker kan være et minefelt at være forælder i. For på den ene side ønsker moren måske at give kropspositive værdier videre. Men samtidig kan hun selv være fanget – både i egne idealer om at være slank – og måske også i idealerne om at have en slank datter.

Den opmuntrende nyhed er, at der er muligheder for forandring. Men den kommer ikke af sig selv.

– Man kan jo vælge aktivt at tage stilling til de her idealer og sige: “Nej, det her er jeg ikke enig i”. Man kan godt gøre det på trods af egne følelser, forklarer kønsforskeren.

Desuden kan man arbejde med at få større kærlighed til sin egen krop.

Drop slankekuren
Og selvom man ikke er færdig med den proces, kan man altså ifølge Lene Bull godt være bevidst om at give noget andet videre til næste generation. For eksempel ved at lade være med at tale om sin krop som noget, der skal fixes. Eller ved at lade være med at gå på slankekur.

– Når mor spiser broccoli til aftensmad, mens de andre spiser lasagne, så er det sådan noget, som datteren lærer af. Det er enormt tydeligt – også selvom man ikke taler om det, siger hun.

Skønhedsidealet kan man også gå til kamp mod. Lene Bull Christiansen forklarer, at der er kæmpe industrier, som lever af, at man per definition aldrig er smuk nok. Og at alle mennesker i en eller anden grad er påvirket af dem.

– Slap af i forhold til udseendet og tal i stedet om, hvad det vil sige at være menneske, foreslår hun.