Brevkassen har modtaget spørgsmålet:
Hvordan møder jeg min teenagedatters udfordrende kropsudtryk (f.eks. seksualiserende) på en måde, hvor jeg ikke kritiserer hende? Jeg oplever det f.eks. som værende forbundet med angst, at lade min datter gå i byen megaudfordrende klædt. Hvad gør jeg??
Rikke Bennekou, sexolog og forfatter til blandt andet teenagebogen: “Kærlighed, kildevand og kaos” svarer her:
At være forælder til en teenager kan på mange måder være udfordrende. Ofte bliver der eksperimenteret og prøvet grænser af både i forhold til sig selv, samfundet og forældrene. Blandt andet igennem tøjstil som en del af et kropsligt udtryk. Alt sammen for at finde frem til sin egen identitet.
I takt med kvindefrigørelsen er det at gå i lige præcis det tøj, man har lyst til, også blevet at et signal om personlig frihed i vores samfund og kultur, hvor også Metoo-bevægelsen har været med til at sætte et vigtigt fokus på, at piger og kvinders måde at klæde sig på ikke er ensbetydende med seksuel villighed, og at det automatisk ikke er lig med et samtykke.
Men når det kommer til vores børn og unge, er det stadig vigtigt både at spørge ind til deres valg og at sætte grænser for dem for dermed at passe på dem. Samtidig er det også vigtigt at være opmærksom på, om det udfordrende tøj kan være udtryk for en dybereliggende og uhensigtsmæssig adfærd, som kan handle om et ønske om at tiltrække det modsatte køn. Og at det kan være en måde at ”sælge sig selv på” for eksempel i håbet om at blive set og få opmærksomhed fra det modsatte køn, men hvor den unge ikke er i stand til at overskue, at det kan ende i en seksuel relation, som slet ikke var tilsigtet.
Nu ved jeg jo ikke, hvor gammel din datter er – udover at hun er teenager. Er hun i den yngre ende af teenageårene er det nemmere at sætte grænsen for, hvad hun må have på af tøj, men jo ældre hun er, kan det være svært at sætte sig igennem som forælder. Men ikke desto mere er det stadig nødvendigt.
Heldigvis kan jeg læse ud fra dit brev, at du ikke ønsker at kritisere hende. Det er et vigtigt udgangspunkt, for hvis hun får en følelse af, at du ikke er ude på at kritisere hende, så vil hun have nemmere ved at åbne for din bekymring.
Jeg vil derfor råde dig til at tage snakken med hende på et tidspunkt, hvor I har god tid, og hvor der i forvejen er en god og afslappet stemning. Fortæl hende, at det netop ikke er for at kritisere hende, og at vi jo i princippet alle kan gå klædt, som vi har lyst til, men at vi bliver nødt til at tænke over, at vi med det tøj, vi vælger at have på, automatisk sender nogle signaler ud, som kan være uhensigtsmæssige.
Vis hende nysgerrighed ved at spørge ind til, hvorfor hun vælger at tage det tøj på, hun gør, når hun går i byen, og fortæl hende, at du bliver bekymret over det tøj, hun vælger at tage på, og at du fortæller hende det, fordi du egentlig bare gerne vil passe på hende.
Forhåbentlig kan du på den måde gå i en dialog med hende, hvor hun også får mulighed for at tænke over og give udtryk for hendes valg af tøj samtidig med, at du får udtrykt din egen bekymring. Gå på nettet sammen med hende og kig på tøj, kig i modeblade, reklamer eller gå i alderssvarende modebutikker og vær nysgerrig på det tøj, der er og snak med hende om det undervejs. Måske I herefter sammen kan finde en tøjstil, som er hende, men hvor den netop ikke har et seksualiseret udtryk.
Jeg håber, I kan få en god snak om det, så din datter lærer at passe på sig selv, og at du på den måde kan slippe din angst og bekymring.
Kærlig hilsen
Rikke Bennekou, sexolog og forfatter.
Selvom brevkassesvaret kommer fra en ekspert, er svaret altid udtryk for ekspertens personlige holdning – og dermed blot ét perspektiv på sagen